Er trykte tidsskrifter ’altmodisch’?
Er du tryg ved trykte tidsskrifter, medlemsblade og magasiner? Eller er du i tvivl om værdien i forhold til de digitale kanaler?
Jeg har lige hjulpet en kunde med et 70-års jubilæumsskrift. Alene tallet 70 – sammensat med ordet jubilæumsskrift – kunne nemt bringe ens tanker hen i retningen af, om man her har spildt marketingkroner på noget så forhistorisk som et trykt tidsskrift.
I min optik har man gjort minimum disse 6 ting rigtigt med et trykt medlemsblad i forhold til sin kommunikation:
Man tænker på tværs af alle kanaler (Cross Channel), hvilket er smart, fordi vores købsadfærd som forbrugere går på tværs af alle kanaler. Man har med fuldt overlæg valgt en analog kommunikationskanal, fordi det passer til budskabet.
Når det kommer til magasiner og medlemsblade, er et trykt tidsskrift, ifølge alle undersøgelser, stadig den helt rigtige måde at kommunikere på. Ifølge MEGAFON foretrækker 80 % af forbrugerne deres magasiner i trykt format og 61 % deres medlemsblade.
Man ønsker at fastholde kunderne, i dette tilfælde beboerne, og berige fællesskabet gennem historier, som er gedigne, ærlige og stolte. Man mærker hjerteblodet. Det skaber værdi for kunderne, og dermed for virksomheden. Tidsskriftet er brugt som loyalitetsskabende redskab.
Content er tænkt til sit yderste. Artiklerne er vedkommende, inspirerende og oplysende for læserne. Og lige præcis magasiner og medlemsblade er gode til content. Du bringer som virksomhed dit budskab i en ramme, der er mindre kommerciel end i en traditionel reklame. Det øger troværdigheden.
Virksomheden er brandet gennem saglige artikler ud fra ønsket om at afsætte et positivt aftryk, for at give det størst mulige udbytte til alle parter.
Magasiner giver et (for mange overraskende) positivt ROI (Return on Investment), samtidig med at magasiner har en virkning og holdbarhed over tid, der er opmuntrende. Se fx Mindshares undersøgelse, der er kommenteret i Markedsføring.
Du kan se 70-års jubilæumsskriftet lige her. Ikke særlig ’altmodisch’, vel? Nærmere lidt kult :)
Her er lidt inspiration og gode idéer, hvis du har tanker om et magasin, eller allerede har et magasin/medlemsblad:
Hvilken type magasin ønsker du at lave? Kunde-, profil-, messe-, event-, konference-, medlems- eller medarbejdermagasin?
Kig på andre magasiner, bliv inspireret og find ud af, hvilken vej du ønsker at gå.
Lav en handlingsplan for dit magasin, der er i tråd med den overordnede kommunikations- og markedsføringsstrategi. Definer formål, målgruppe, indhold, budget, tone, grafisk udtryk og samspil med øvrige kommunikationskanaler.
Overvej, hvordan du bedst muligt målretter indhold til din målgruppe. Lav fx læserundersøgelser/fokusgruppeinterviews.
Husk at have basis på plads i bladet. Hold læseren i hånden ved hjælp af ord, billeder og grafik. Fasthold læseren ved at bruge en kombination af faste og varierende elementer som leder, indholdsfortegnelse, temaer, reportager, interviews, korte nyheder, spørgsmål og svar, guides, vox-pops, quizzer, infografikker osv. Varier længden af dine artikler.
Tænk over det samlede sideantal, form og papirkvalitet på magasinet. Det hele skal gå op i en højere enhed i forhold til det overordnede budskab. Husk, at det samlede sideantal skal være deleligt med 4/8, alt efter om magasinet trykkes som ark- eller rotationstryk.
Erasten.com var i forbindelse med dette 70-års jubilæumsskrift med til at løse opgaven hele vejen rundt med:
Tovholderfunktion for redaktionsudvalg for afklaring/godkendelse af indhold/layout, referatskrivning, mødeindkaldelse, mødeafholdelse m.m.
Planlægning/strukturering af magasinet
Interviews, research og artikelskrivning
Kontakt til eksterne interessenter som trykker, fotograf m.m.
Enkelte fotos
Layout/grafisk opsætning